Et dybdegående indblik i internationale kontrakter med den praktiske verden for øje

Bogens sigte er ikke en dogmatisk fremstilling af retsstillingen på området for internationale kontrakter, men er derimod skrevet med den praktiske verden for øje.

Bogen er opdelt i tre hoveddele:

• Del 1 introducerer begrebet internationale kontrakter og fokuserer på en række af de regelsæt og standardkontrakter, der er relevante i den internationale samhandel.
• Del 2 omhandler mange af de kontrakt- og klausultyper, der sædvanligvis indgår i internationale kommercielle kontrakter. Ligeledes behandles nogle af de typiske prækontraktuelle kontrakttyper, der anvendes af parterne på vej mod indgåelsen af hovedkontrakten.
• Del 3 fokuserer på konciperingen af kontrakter på engelsk. Emnet er her ikke, hvad kontrakten skal regulere, men hvordan det ønskede indhold af kontrakten bør skrives, så dette fremstår klart, præcist og koncist. Der vil blive givet flere konciperingseksempler, og der vil blive redegjort for, hvordan mange kontrakter lider af dårlige formuleringer samt upræcis og overflødig sprogbrug.
  
  

Målgruppe

Bogen henvender sig til virksomhedsjurister, advokater, contract managers og andre, som i større eller mindre omfang arbejder med internationale kontrakter og kontrakter affattet på engelsk.

Om forfatteren

Andreas Schønbeck er senioradvokat i Hortens afdeling for Energi & Infrastruktur, hvor han særligt arbejder med komplekse kontrakter, transaktioner og dertilhørende forhold. Tidligere har han i 10 år været in-house-advokat, hvor han bl.a. har været leder i den juridiske afdeling hos den dansk-japanske havvindmølleproducent MHI Vestas Offshore Wind. Han har gennem 8 år fungeret som ekstern lektor ved Aarhus Universitet.

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Indholdsfortegnelse:

DEL I
1 Introduktion og afgrænsning
2 Det typiske kontraheringsforløb
3 Fremtrædende regelsæt, standardkontrakter, principper og institutioner

DEL II
1 Den prækontraktuelle fase
2 Kontrakttyper
3 Standardklausuler
4 Reguleringstemaer
5 Back-to-back-princippet

DEL III
1 Kontraktudarbejdelse
2 Udarbejdelse af standarder
3 Kontraktudarbejdelsen

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Uddrag af bogen: 

1.1 Introduktion

1.1.1 Internationalisering

Fremskreden internationalisering er en tendens, der hersker inden for de fleste livsområder. Navnlig i det globale kommercielle samarbejde ses tendensen at udfolde sig i stor stil, hvorfor det også er forhold, der gør sig gældende på juraens område, idet jura og erhverv i mange henseender går uadskilleligt hånd i hånd.

Varer, tjenesteydelser, virksomhedsoverdragelser, joint ventures mv., bliver i højere og højere grad udvekslet og foretaget på tværs af landegrænser, uden at sproglige og kulturelle forskelle hindrer eller begrænser dette nævneværdigt. Den samhandel og udveksling af ydelser, der tidligere hovedsageligt har udspillet sig på et nationalt marked, er med tiden blevet mere og mere international, således at der efterhånden foreligger et (mere eller mindre fremtrædende) grænseoverskridende element i de fleste transaktioner, enten fordi transaktionen gennemføres mellem parter i forskellige lande, eller fordi den på anden vis angår forhold med tilknytning til mere end ét land. Det er sågar (næsten) en sjældenhed, hvis et samarbejde eller en transaktion på ingen måde har tilknytningsmomenter til mere end ét land.

Ligeledes er arbejdskraftens bevægelighed forøget i takt med globaliseringen, og alle disse forhold bidrager samlet til en opfattelse af, at førnævnte transaktioner og samarbejder foretages på et globalt marked.

For en virksomhed nærmest uanset dens størrelse, såvel som for en jurist, advokat eller anden aktør, der spiller en rolle i transaktionerne og samarbejderne, vil indgåelsen af kontrakter, der håndterer disse internationale transaktioner og samarbejder, derfor fremstå som et element, der skal håndteres i et betragteligt omfang og en stor hyppighed.

Dette er imidlertid ikke noget nyt, men har pågået i mange årtier siden industrialisering som et big bang igangsatte denne udvikling, som kun er tiltaget over årene og i dag blot synes at fortsætte med uformindsket styrke.

Ingen sådan udvikling kan dog ske, uden at de, der berøres af udviklingen, håndterer denne reaktivt såvel som proaktivt.
Reaktivt i den forstand, at man indretter sig på de ændringer og nyskabelser, som følger i kølvandet på udviklingens fremfærd.
Proaktivt i den forstand, at man dog også agerer fremsynet og er på forkant med udviklingen gennem tiltag, fornyelser og idéer, der (ofte blot) kortvarigt tilfører en fordele på et givet marked eller i en given proces.

For mange virksomheder har noget så lavpraktisk som medarbejdernes engelskkundskaber været en nødvendig prioritet, da den internationale samhandel ellers havde været særdeles besværlig. I dag er virksomhedernes krav til mange medarbejderes evne til at formulere sig flydende på engelsk på skrift og i tale blevet bestyrket i en sådan grad, at det forekommer indlysende, at dette krav stilles. Det er bemærkelsesværdigt, hvor mange der i deres dagligdag kommunikerer på andre sprog end dansk,1 herunder i særdeleshed på engelsk, som må siges at være blevet lingua franca, når det gælder den internationale jura med internationale kontrakter som sit kerneområde. For mange har dette endda medført, at kontraktkoncipering lettere foretages på engelsk end på dansk, og ofte på baggrund af anglo-amerikanske kontraktstandarder og -modeller. Den betydelige internationalisering har endvidere betydet, at mange virksomheder har engelsk som officielt koncernsprog.

Går man skridtet videre og fokuserer specifikt på netop den internationale kontraktret, ses internationaliseringstendensens tydelige spor også på andre områder end bare konciperingssproget.

Kontrakthåndtering (contract management) er blevet et pejlemærke for mange kontraktaktører. Spørgsmålet er ikke længere blot, hvordan kontrakten skal indgås, og hvilket indhold den skal have. Derimod er horisonten rykket længere væk, så aktørerne nu også forholder sig til mere langsigtede forhold af relevans efter kontraktindgåelse og i dens ofte lange løbetid. Det er her, værdien af kontrakten skal stå sin prøve, det er her, parterne skal tilvejebringe de iboende fordele, deres kontrahering indeholder, og det er her, kontraktens potentiale til at spille en levende og operationel rolle materialiserer sig.

Endvidere bærer området for internationale kontrakter præg af en transnational udvikling. Denne angår udveksling af tilgange og principper for koncipering af kontrakter, kontrakternes detaljeringsniveau, omfanget af deres indhold, formuleringsdogmer og konventioner samt sædvaner for deres struktur og opbygning. Regler og principper, der eksempelvis er opstået i én jurisdiktion på ét givet kontinent, har over tid inspireret og påvirket retstilstanden i en anden jurisdiktion på et andet kontinent. Dette ses især inden for kontraktretten, hvor lån, udveksling og afsmitning af klausuler, kontrakttyper og principper sker i betydelig grad, hvilket utvivlsomt vil bidrage til, at vejen mod en ensretning af kontraktretten internationalt set gøres farbar. Derved vil den internationale samhandel lettes, da det i højere og højere grad vil opleves, at det, parterne juridisk set har til fælles, langt overstiger det, der adskiller dem. Nationale forskelle, der bygger på traditioner, kulturer og andre påvirkningskræfter udviskes langsomt, og tilbage står et uniformt retsområde, hvor aktørerne ganske vist har forskellige nationaliteter og hidrører fra forskellige jurisdiktioner, men på trods heraf alligevel er forenet af en uniform kontraktret.

Ovenstående resultat vil for mange fremstå utopisk og nærmest blottet for enhver realisme. Anken er, at uanset at en international tilnærmelse af kontraktretten vil være befordrende for den internationale samhandel, kan der på den anden side jo ikke bortses fra realiteterne. Forskelle i retstraditioner og -kulturer kan netop ikke elimineres, og allerede fordi det globale såvel som regionale samfund er opbygget af selvstændige stater, vil denne opdeling uundgåeligt medføre, at der mellem de respektive stater vil ses forskelle i tilgangen til diverse juridiske problemstillinger. Med andre ord vil den globale eller regionale ensartethed på et givet retsområde – eksempelvis kontraktretten – være et uopnåeligt endemål, om end de fleste nok kan tilslutte sig det rationelle i, at der arbejdes mod dette endemål, i det omfang det kan lade sig gøre. De hidtidige forsøg på opnåelse af uniformeringen har da også vist, at mege ensretning kan opnås, men forskelligheden vil i stor udstrækning fortsat bestå. Netop derfor er det som nævnt ovenfor væsentligt at kunne håndtere den fortsat eksisterende divergens mellem de enkelte landes retssystemer, og sådan håndtering bliver i særdeleshed påkrævet i lyset af, at internationale aspekter tit er fremtrædende i kommercielle kontrakter.